Vores Fortælling

Karstens dag i Røverhulen

Karsten cykler, alt hvad han kan. Han ved godt, at han er sent på den. Pedalerne kører så hurtigt rundt, at hans dynamo er lige ved at springe af overspænding. Imens han cykler, tænker han over, hvordan hans morgen foreløbig er gået, og at alting altid går galt for ham. Han stiller cyklen ude ved parkeringspladsen, og skynder sig ned ad den stejle bakke til børnehaven. På legepladsen møder han Rikke. Karsten kan godt se i hendes blik, at hun ikke er helt tilfreds og godt ved, at han er for sent på den. Rikke er en ældre pædagog, som Karsten har arbejdet sammen med de sidste to år, hvor han har været ansat i børnehaven. Rikke har aldrig rigtig brudt sig om Karsten. Han er den her nyuddannede pædagog, med så mange nye visioner. ”Godmorgen” siger Karsten og lister ind på personalestuen. Han stiller sine ting, og skynder sig at komme ud til sin gruppe, mens han håber, at hans forsinkelse ikke har været til for meget besvær. Inde på stuen står den studerende Sille, som ser meget fortvivlet ud og der er en masse larm omkring hende. ”Godmorgen ” siger Karsten hvortil Sille siger ”Hvor var det godt du at kom, der er virkelig gang i den her til morgen. Jeg kan slet ikke holde styr på tropperne.” Karsten beslutter sig for at tage nogle af de ”vilde” drenge med ud på legepladsen, for at skabe lidt ro indenfor. Det bliver Sille rigtig glad for, og hun vil så lave noget hygge arbejde med pigerne. Derfor finder hun nogen perler frem. Karsten tager sit varme overtøj på, får hjulpet de sidste drenge færdige og går så ud. De kolde temperaturer, som var blæst ind over landet de sidste par dage, havde gjort legepladsen fuldstændig frossen. Karsten samler drengene sammen i sørøverskibet. Han har taget nogen rekvisitter med, så de alle kan lege sørøvere. Drengene synes det er en rigtig god ide, og de skynder sig, at finde den rekvisit de hver især vil bruge til deres karakter. Karsten er meget engageret i legen, og drengene er meget betaget af hans historie. Karsten fortæller og fortæller, drengene har hver deres roller og spiller med stor begejstring. Efterhånden overtager drengene selv legen, Karsten trækker sig tilbage og observerer gruppen. Efter nogen tid trækker en af drengene sig tilbage. Karsten holder et stille øje med ham og vurderer, at han ikke er blevet ked af det men, at han bare vil lege selv.

Casper, som er pædagog inde på ”Aladdins Hule”, kommer ud på legepladsen med en gruppe børn. De begynder hurtig selv at lege, og nogle af drengene fra Aladdins Hule deltager i Røverhule-drengenes leg. Casper og Karsten står og snakker og lægger ikke mærke til, at en af drengene er på vej ud af børnehaven med hans cykel.

Julius trak sin cykel alt hvad han kunne, op af den stejle, stejle bakke. Han prustede og stønnede og cyklen blev tungere og tungere. Det føltes som om, han skubbede en elefant op af bakken. Endelig nåede han bakkens top, og ville til at cykle ned igen. Men så fik han øje på noget spændende der lå længere nede på vejen. Det måtte han bare hen at undersøge.

Først da Julius er ude på den anden side af børnehaven, opdager Karsten, at han er væk. Karsten spørger de andre drenge, om de har set Julius, men det er længe siden, fordi han forlod deres leg, for at lege selv. Karsten skynder sig ind i huset, for at se, om hans overtøj er i garderoben, og at han så måske er gået ind. Men overtøjet er der ikke. Han kigger på wc’et, men der er der heller ingen Julius. Ingen af de andre pædagoger har set Julius, siden han gik med Karsten ud. Ude på legepladsen ser Casper, at Julius’ cykel mangler.

I mellemtiden var Julius på vej hen af den store vej.  Han havde fået øje på nogle heste, som han syntes så søde ud. Men for at komme over til de søde heste, måtte han krydse den store vej. Julius var uopmærksom, da han krydsede vejen, fordi han var så fokuseret på de søde heste.  I samme øjeblik kommer en larmende scooter kørende med alt for høj fart. Julius bliver ramt og lander på hårdt vejens kolde asfalt.

Nede på legepladsen hører de det store brag, samt en dreng der skriger af sine lungers fulde kraft. I næste nu slår det Karsten, at skriget måtte komme fra den forsvundne Julius. Han skynder sig op til vejen, og hører en scooter forsvinde i det fjerne. Han ser den lille forslåede Julius ligge i vejkanten. Han vrider sig af smerte. Karsten råber efter hjælp, og Casper kommer løbende, så hurtigt han kan. ”Hvad er der sket!!??” halvråber Casper febrilsk. Karsten er helt ude af sig selv og ved ikke hvad han skal sige. Han får alligevel fremstammet, ”Vi– vi- vi skal bruge en ambulance… NU!!” Casper finder hurtigt hans telefon frem og får ringet 1-1-2. Kort efter kan de høre sirenerne. Karsten bliver siddende ved Julius, mens ambulancen er på vej. Casper løber, alt hvad han kan ned i børnehaven. Han får fat i Rikke, som står indenfor. Casper fortæller hende om uheldet med Julius, og hun ringer til hans forældre. Rikke får fat i Julius’ mor, som bliver noget forskrækket, da hun hører, at hendes søn er kørt på skadestuen. Samtidig bliver hun meget gal og rasende på Rikke over, at der ikke er blevet holdt ordentligt opsyn med hende søn. Rikke prøver, at få hende til at falde til ro og fortæller hende, at Karsten er taget med ind på skadestuen. Han nok skal fortælle nærmere, når hun kommer derop.

Oppe på skadestuen er Karsten meget fortvivlet. Han håber på, at Julius er i god behold. Julius’ mor kommer ind på skadestuen og får øje på Karsten, ”Hvor er min søn!!??” udbryder hun grådkvalt og fortvivlet. Karsten fortæller hende, at han er inde på stue 4, hvor lægerne og sygeplejerskerne er ved at undersøge ham. Hun er dybt ulykkelig og forpint over uvisheden. Karsten fortæller hende, at han er virkelig ked af, alt det der er sket. Han fortæller hende også, at det var ham som ikke havde været opmærksom det øjeblik, hvor Julius var gået op til vejen.