Begrebsliste

Begrebsliste

Det narrative:

Dette er et begreb om fortælling.  Det narrative har en stor betydning for vores hverdag som pædagoger. Det narrative er en forudsætning for at kunne kommunikere og for at kunne sætte sig i andres sted. Den narrative forståelse der sker for de 3-6 årige er, at de begynder at skelne mellem deres egne oplevelser frem for andres. Dette er med til at danne en selvbevidsthed, som er en forudsætning for identitetsdannelse.

For at give et eksempel på narrativitet, vil vi referer til vores fiktive historie.

Vores hovedperson Karsten tager en gruppe drenge med ud på legepladsen. Ude på legepladsen starter han en leg ud fra en fortælling om pirater.

Socialisering:

Socialisering er overførsel af samfundets normer, værdier og virkelighedsbilleder fra den ene generation til den anden. Sociologi, Breinrod, Poul,  kap 3.

Der er den Primære socialisering, som er den der sker i hjemmet, og af dem som har tilknytning dertil. Den sekundære socialisering, er den der sker i institutionerne, til sport, spejder o.lign. Da vores historie foregår i en børnehave, er det den sekundære socialisering, som indgår i denne.  

Anerkendelse:

Anerkendelse er et etisk begreb. Ifølge Berit Bae, har barnet, eller enhver anden, i udvikling brug for at bliver anerkendt.

Teoretikeren Alex Honneths mener, at alle skal tilkæmpe sig anerkendelse for sig selv som et vellykket individ, og at menneskes identitet først bliver virkelig igennem andres anerkendelse. Ligeledes mener han, at individet kan miste det gode forhold til sig selv ved tilbageholdt anerkendelse.

I den fiktive fortælling, bliver Julius anerkendt af Karsten, da han vælger at forlade legen, og lege med sig selv.

Det Fælles 3.:

Det fælles tredje er, når den voksne og børnene i fællesskab udfører en arbejdsproces omkring et mål, de er fælles om og som ikke vedrører deres indbyrdes relationer. Barnet oplever det ikke som om, at den voksne skal passe på den, men som noget de kan være fælles omkring. Det fælles tredje er altså, det mål der bliver vedtaget i fællesskabet og som de samarbejder om. Men samtidig skal den voksne være opmærksom på at fremstå som rollemodel, så de ikke kommer ud på et sidespor.

I vores fiktive fortælling, foregår det fælles tredje også, da Karsten tager børnene med ud og leger pirat leg.  Legen bliver det fælles tredje, da det ikke har noget med deres indbyrdes relationer at gøre, med det er deres fælles mål/interesse.

Vores Fortælling

Karstens dag i Røverhulen

Karsten cykler, alt hvad han kan. Han ved godt, at han er sent på den. Pedalerne kører så hurtigt rundt, at hans dynamo er lige ved at springe af overspænding. Imens han cykler, tænker han over, hvordan hans morgen foreløbig er gået, og at alting altid går galt for ham. Han stiller cyklen ude ved parkeringspladsen, og skynder sig ned ad den stejle bakke til børnehaven. På legepladsen møder han Rikke. Karsten kan godt se i hendes blik, at hun ikke er helt tilfreds og godt ved, at han er for sent på den. Rikke er en ældre pædagog, som Karsten har arbejdet sammen med de sidste to år, hvor han har været ansat i børnehaven. Rikke har aldrig rigtig brudt sig om Karsten. Han er den her nyuddannede pædagog, med så mange nye visioner. ”Godmorgen” siger Karsten og lister ind på personalestuen. Han stiller sine ting, og skynder sig at komme ud til sin gruppe, mens han håber, at hans forsinkelse ikke har været til for meget besvær. Inde på stuen står den studerende Sille, som ser meget fortvivlet ud og der er en masse larm omkring hende. ”Godmorgen ” siger Karsten hvortil Sille siger ”Hvor var det godt du at kom, der er virkelig gang i den her til morgen. Jeg kan slet ikke holde styr på tropperne.” Karsten beslutter sig for at tage nogle af de ”vilde” drenge med ud på legepladsen, for at skabe lidt ro indenfor. Det bliver Sille rigtig glad for, og hun vil så lave noget hygge arbejde med pigerne. Derfor finder hun nogen perler frem. Karsten tager sit varme overtøj på, får hjulpet de sidste drenge færdige og går så ud. De kolde temperaturer, som var blæst ind over landet de sidste par dage, havde gjort legepladsen fuldstændig frossen. Karsten samler drengene sammen i sørøverskibet. Han har taget nogen rekvisitter med, så de alle kan lege sørøvere. Drengene synes det er en rigtig god ide, og de skynder sig, at finde den rekvisit de hver især vil bruge til deres karakter. Karsten er meget engageret i legen, og drengene er meget betaget af hans historie. Karsten fortæller og fortæller, drengene har hver deres roller og spiller med stor begejstring. Efterhånden overtager drengene selv legen, Karsten trækker sig tilbage og observerer gruppen. Efter nogen tid trækker en af drengene sig tilbage. Karsten holder et stille øje med ham og vurderer, at han ikke er blevet ked af det men, at han bare vil lege selv.

Casper, som er pædagog inde på ”Aladdins Hule”, kommer ud på legepladsen med en gruppe børn. De begynder hurtig selv at lege, og nogle af drengene fra Aladdins Hule deltager i Røverhule-drengenes leg. Casper og Karsten står og snakker og lægger ikke mærke til, at en af drengene er på vej ud af børnehaven med hans cykel.

Julius trak sin cykel alt hvad han kunne, op af den stejle, stejle bakke. Han prustede og stønnede og cyklen blev tungere og tungere. Det føltes som om, han skubbede en elefant op af bakken. Endelig nåede han bakkens top, og ville til at cykle ned igen. Men så fik han øje på noget spændende der lå længere nede på vejen. Det måtte han bare hen at undersøge.

Først da Julius er ude på den anden side af børnehaven, opdager Karsten, at han er væk. Karsten spørger de andre drenge, om de har set Julius, men det er længe siden, fordi han forlod deres leg, for at lege selv. Karsten skynder sig ind i huset, for at se, om hans overtøj er i garderoben, og at han så måske er gået ind. Men overtøjet er der ikke. Han kigger på wc’et, men der er der heller ingen Julius. Ingen af de andre pædagoger har set Julius, siden han gik med Karsten ud. Ude på legepladsen ser Casper, at Julius’ cykel mangler.

I mellemtiden var Julius på vej hen af den store vej.  Han havde fået øje på nogle heste, som han syntes så søde ud. Men for at komme over til de søde heste, måtte han krydse den store vej. Julius var uopmærksom, da han krydsede vejen, fordi han var så fokuseret på de søde heste.  I samme øjeblik kommer en larmende scooter kørende med alt for høj fart. Julius bliver ramt og lander på hårdt vejens kolde asfalt.

Nede på legepladsen hører de det store brag, samt en dreng der skriger af sine lungers fulde kraft. I næste nu slår det Karsten, at skriget måtte komme fra den forsvundne Julius. Han skynder sig op til vejen, og hører en scooter forsvinde i det fjerne. Han ser den lille forslåede Julius ligge i vejkanten. Han vrider sig af smerte. Karsten råber efter hjælp, og Casper kommer løbende, så hurtigt han kan. ”Hvad er der sket!!??” halvråber Casper febrilsk. Karsten er helt ude af sig selv og ved ikke hvad han skal sige. Han får alligevel fremstammet, ”Vi– vi- vi skal bruge en ambulance… NU!!” Casper finder hurtigt hans telefon frem og får ringet 1-1-2. Kort efter kan de høre sirenerne. Karsten bliver siddende ved Julius, mens ambulancen er på vej. Casper løber, alt hvad han kan ned i børnehaven. Han får fat i Rikke, som står indenfor. Casper fortæller hende om uheldet med Julius, og hun ringer til hans forældre. Rikke får fat i Julius’ mor, som bliver noget forskrækket, da hun hører, at hendes søn er kørt på skadestuen. Samtidig bliver hun meget gal og rasende på Rikke over, at der ikke er blevet holdt ordentligt opsyn med hende søn. Rikke prøver, at få hende til at falde til ro og fortæller hende, at Karsten er taget med ind på skadestuen. Han nok skal fortælle nærmere, når hun kommer derop.

Oppe på skadestuen er Karsten meget fortvivlet. Han håber på, at Julius er i god behold. Julius’ mor kommer ind på skadestuen og får øje på Karsten, ”Hvor er min søn!!??” udbryder hun grådkvalt og fortvivlet. Karsten fortæller hende, at han er inde på stue 4, hvor lægerne og sygeplejerskerne er ved at undersøge ham. Hun er dybt ulykkelig og forpint over uvisheden. Karsten fortæller hende, at han er virkelig ked af, alt det der er sket. Han fortæller hende også, at det var ham som ikke havde været opmærksom det øjeblik, hvor Julius var gået op til vejen.

Personale INTRA

Kære Personale

Vi har i denne uge arbejdet med observation i ”Røverhulen”. Vi har i projektet  brugt icdp, og relationer mellem børn og voksne i Røverhulen.  Vores formål er at blive mere opmærksom på inklusion, og hvordan vi bruger det i vores hverdag.

Via vores video optagelser fra icdp, har vi kunne tydeliggøre eventuelle problemstillinger i kommunikationen mellem børn og pædagoger.

I arbejdet er vi blevet opmærksomme på noget ”alarmerende” hos en af vores drenge. Hans voksen kontakt er et minimum, og undviger hvis man søger hans kontakt. Han har stort set ikke nogen relationer til de andre børn, og går som regel alene rundt. Vi har besluttet at gøre en større indsats, på området med relationen mellem ham, pædagogerne og og de andre børn i Røverhulen.

Vi glæder os til at høre om jeres erfaringer.

M.v.h

Pædagogerne i Røverhulen

UGE SMS ☺

Kære Forældre

Vi har i denne uge i Børnehaven, årgang  2008, arbejdet med fortælling. Vi startede til mandagens samling, med at snakke med børnene om hvad en fortælling/ eventyr er.  Børnene synes det var rigtig sjovt, og begyndte selv at fortælle og digte historier.  Tirsdag samlede vi børnenes historier, og begyndte at lave dukker. Det var en sjov og lærrig proces for børnene, både selv at lave historierne, og bestemme hvordan dukkerne skulle se ud. Onsdag påbegyndte vi vores leg/ dukketeater ud fra deres historier, og vores fine dukker. Torsdag blev vores dukketeater  fremvist, for resten af børnehaven, og vuggestuen, som var en stor succes. Fredag evaluerede vi sammen med børnene til samling, hvordan de synes det havde været at lave fortælling på denne måde. Bønene udtrykte at det havde været sjovt og spændende, og vi blev enige om at man måtte få dukkerne med hjem.

M.v.h

Personalet i Røverhulen

En rigtig god dag

Det var midt i November måned, vejret var gråt og det regnede. Jeg skulle på arbejde, som pædagog medhjælper. Jeg passede nogle børn, imens deres forældre var i ”skole” som børnene kaldte det. Det var et kursus får forældre, der havde svært ved at tag varer på deres børn og give dem det omsorg de burde få. Børnene var i en aldre fra 1 år til 3 år. De fleste var mellem 1 og 2 år. Da jeg så mødte præcis kl 15.00 på arbejde denne kolde dag, gik der ikke langtid inden børnene kom, jeg kunne høre dem, allerede nede i gården, der var skrig og skrål, de var trætte.  Vi tog dem med ind på stuen hvor vi opholdte os og der gik ikke længe før vi sad på gulvet og legede med tog og biler.

Der var en dreng ”Thomas” som var den ældste han var 3 år, lige så sød og rar han var ligeså modbydelig kunne han være. Han  kaldte min kollega og jeg for mange grimme ting og slog de andre børn hvis han følte sig utryg.  Da ”Thomas” var ankommet, kom hans mor og fortalte hvor gal hun var på ham, og at han ikke ville høre efter. Man kunne bare se på ham at han var ked af det. ”Thomas” begyndte hurtig at lege med de andre børn, og var rigtig sød den dag.

Jeg spurgte ham om han ville med mig ud i køkkenet og varme det sous de skulle have til aftensmad, det ville han selvfølgelig gerne. Da vi kom ud i køkknet fik han lov til at trykke på mikrobølgeovnen så den startede. Han lyste fuldstændig op, han tog min hånd imens vi stod og ventede.

Der opstod så en konflikt da hans mor pludselig stod der,  hun så at vi hjalp hinanden og at han fik lov til at hjælpe til. Det gav hende ligesom en aha oplevelse. Så hendes humor og stemmeleje vendte jo bare 180 grader, hun gik fra at skælde ham ud til at han pludeselig var hendes lille skat. Da vi skulle tilbage på stuen, blev han rigtig ked af det, og ville ikke med mig, men under kurset måtte de ikke have kontakt, så jeg var nød til at bærer ham ind på stuen igen, han græd og han græd. ”Thomas” begyndte at fortælle hvor meget han savnede sin mor, og han stoppede først en halv time senere da han skulle med sin mor hjem.  Jeg fik det rigtig dårligt med det, for jeg skulle måske slet ikke have taget ham med der ud, så jeg var bange for pædagogernes reaktion, om der nu var ris eller ros. Men i stedet fik jeg et stykke chocolade og et klap på skuldren, for min gode indsats. For moren til drengen var kommet ind og havde været rigtig glad, for at se hvor lidt der skulle til for at stille hendes søn tilfreds. 

Af Mette Vinther  

En dag på besøg i børnehaven..

I en børnehave, er der ofte et hegn, som omringer legepladsen. Bagved hegnet kan børnene stå og holde øje med de folk og forældre som besøger stedet, hvilket der altid er nogle som benytter sig af. Jeg gik hen og tog fat i dørhåndtaget, som sad højt på den tunge metal-dør, så kun voksne kunne nå det. Det var is koldt. Et barn, en lille pige, stod på den anden side af hegnet og spurgte: ”hvem er du?” Et meget ofte stillet spørgsmål fra børn, når man træder ind på ”deres territorium.” pigens kinder var røde og læberne mindre sprækket, ligesom mine sikkert også var, for det var ret koldt og blæsten gjorde, at det føltes endnu koldere. Jeg svarede barnet, at jeg var her, fordi jeg skulle ind og snakke med en af de voksne. Hun kiggede nu helt accepterende på mig. Jeg var godkendt. jeg smilede til hende og åbnede den tunge hvide dør, hvorefter jeg gik ind. Da jeg kom indenfor, kom lederen som jeg havde en aftale med. Han så flink ud, og han mødte mig med et smil. Han brugte briller og havde en blå strikketrøje på samt sorte cowboybukser. Han viste mig lidt rundt mens jeg snakkede med ham om børnehaven og om hvem jeg var. Vi snakkede i ret lang tid, så børnene kom ind igen, mens jeg var der. Nogle af dem begyndte at tegne i en lille gruppe. en pædagog kom gående med farvede papirer og masser af farveblyanter. Et af børnene der skulle til at tegner, var den pige jeg havde snakket med udenfor. Da jeg kiggede på hende, kiggede hun også på mig. vi fik øjenkontakt, og hun smilede til mig hvorefter hun gik i gang med at tegne. Vi stod i fælles rummet, som var fyldt med farverige plancher, som lederen fortalte, at børnene havde været med til at lave. Hver stue havde lavet en fælles planche, som var en invitation til bedsteforældre-juleklip. Det var utrolig flotte, og man kunne ikke undgå at se dem. Mens jeg stod og snakkede, kom den lille pige hen til lederen og spurgte, om hun måtte give mig det papir, som hun havde i hånden. Lederen bøjede jeg ned og kiggede på tegningen mens han roste den. Han smilede til hende og sagde: ”giv du bare den til hende, hvis du har lyst.” Pigen havde det sødeste smil og de flotteste store blå øjne, da hun vendte sig om og gav mig hendes tegning. hun havde tegnet ”vores første møde”. Hun havde tegnet mig ved en dør og hende bag en masse streger, som selvfølgelig var hegnet.  Jeg var malet rød og med sort hoved og hår. Der var blå skyer og grønt græs samt en stor gul sol, som selvfølgelig smilte. Derudover var der noget hun sagde var en bil. Jeg fortalte hende hvor flot den var og hvor glad jeg var for den. Så sagde hun: ”jeg håber du kommer igen i morgen, så får du en tegning mere.” så vendte hun sig om, og løb hen til den gruppe som stadig sad og tegnede. Lederen smilte til mig og sagde: ”ja, du har da allerede fået dig én ven her.”  så fik vi snakket færdig hvorefter lederen fulgte mig ud, og han lovede at ringe tilbage med svar. Og at han var meget positivt indstillet. Så gik jeg ud til fortovet og begyndte at gå hjem, men jeg holdte min flotte tegning i hånden. 

Frederikkes Beretning

Skolen var startet for de nye aldersblandede klasser. Vi var alle delt op i forskellige "træer", og inde i mit "træ" var der en masse skønne unger. Sensommeren var så stille indtruffet, og duften af de ny høstede marker bredte sig ind over legepladsen. En dag på legepladsen opstår der en konflikt mellem en af drengene fra mit træ "Peter", og nogle af drengene fra Anden klasse. Peter kommer på kontoret, og hans underviser Lotte, bliver hentet og bliver underrettet om, hvorfor hendes elev nu sidder på kontoret. Peters underviser ytre sig overfor kontor personalet, at hvis det skulle ske en anden gang med Peter, er det bedre de retter henvendelse til Frederikke "mig", da hun er den eneste der kan tale peter ned, og som han har en god relation til. Da Lotte starter efter pausen kommer Peters hun hen til mig, og beder mig om at hente Peter på kontoret, og få hans side af historien. Jeg kommer over på kontoret, men er er ingen Peter, jeg spørger sekretæren om hun har set ham, men hun siger han måtte være gået mens hun har været på toilet. Jeg kigger ud over legenpladsen, men kan ikke se ham nogen steder. Går over mod vores fællesrum, og håber på han er gået derover. Han står ude foran sin klasse, og sparker til en basketbold op af muren. I stedet for at henvende mig til ham med en bebrejdende tone, og skælde ud (som han ofte bliver mødt) over at han spiller bold indenfor, beslutter jeg mig for bare at spørge ham, hvor han har fundet bolden henne, fordi jeg ikke havde set en basketbold herover før. Han fortæller gladeligt at han har fundet den oppe i
skabet henne i køkkenet. Jeg spørger ham om han ikke synes det var lidt mærkeligt, at bolden var herover, og om de ikke plejer at være udenfor? Peter synes også det er mærkeligt at den er herover, så vi beslutter os for at finde ud af hvor den skal være. Nu havde jeg skabt en god stemning imellem os, og det gjorde det nemmere for mig at spørge ind til hvad der var sket i frikvarteret. Jeg spørger Peter, hvorfor han havde været på kontoret. Han bliver hurtigt ophidset, og stiller sig i forsvarsposition, og siger at det ikke var ham der startede.
Inden jeg hentede Peter, havde vi i klassen fået en ny mappe med opgaver. Jeg fortæller Peter om den nye mappe, og spørger ham om han ikke vil med ind i klasse og kigge i den. Han vil ikke med ind i klassen, han vil bare være herude. Jeg spørger om vi skal gå ind og hente mappen, og sætte os herud og lave det sammen. Det vil han rigtig gerne, og vi henter hans mappe. Vi sidder og laver nogen af opgaverne, og jeg fortæller ham, at vi også skal lave logbog i dag, fordi det er fredag, og vi skal have et overblik og ugen der er gået. Det har han ikke lyst til, så vi laver en aftale om at vi laver 3 opgaver mere, og så laver vi logbog.
Peter bryder sig ikke om logbog, fordi han har meget svært ved at stave. Vi starter med at snakke om hvad vi har lavet i løbet af ugen, og begynder at stave de forskellige ord. Vi starter med vores navne, et bogstav af gangen, og lytter og frem. Da timen er ved at være slut, kommer Lotte ud. Hun spørger Peter ind til hvad der var sket på legepladsen, og han fortæller uden at hidse sig op. ( Måske fordi jeg har anerkendt ham i at det ikke var hans skyld. ) På trods af den dårlige oplevelse på legepladsen, satte han alligevel kryds i den gladeste smiley, i logbogens tilfredsheds barometer

Fortælling af:
Frederikke Tønnesen

Personlig beretning, andre navne er fiktive.