Personale INTRA

Kære Personale

Vi har i denne uge arbejdet med observation i ”Røverhulen”. Vi har i projektet  brugt icdp, og relationer mellem børn og voksne i Røverhulen.  Vores formål er at blive mere opmærksom på inklusion, og hvordan vi bruger det i vores hverdag.

Via vores video optagelser fra icdp, har vi kunne tydeliggøre eventuelle problemstillinger i kommunikationen mellem børn og pædagoger.

I arbejdet er vi blevet opmærksomme på noget ”alarmerende” hos en af vores drenge. Hans voksen kontakt er et minimum, og undviger hvis man søger hans kontakt. Han har stort set ikke nogen relationer til de andre børn, og går som regel alene rundt. Vi har besluttet at gøre en større indsats, på området med relationen mellem ham, pædagogerne og og de andre børn i Røverhulen.

Vi glæder os til at høre om jeres erfaringer.

M.v.h

Pædagogerne i Røverhulen

UGE SMS ☺

Kære Forældre

Vi har i denne uge i Børnehaven, årgang  2008, arbejdet med fortælling. Vi startede til mandagens samling, med at snakke med børnene om hvad en fortælling/ eventyr er.  Børnene synes det var rigtig sjovt, og begyndte selv at fortælle og digte historier.  Tirsdag samlede vi børnenes historier, og begyndte at lave dukker. Det var en sjov og lærrig proces for børnene, både selv at lave historierne, og bestemme hvordan dukkerne skulle se ud. Onsdag påbegyndte vi vores leg/ dukketeater ud fra deres historier, og vores fine dukker. Torsdag blev vores dukketeater  fremvist, for resten af børnehaven, og vuggestuen, som var en stor succes. Fredag evaluerede vi sammen med børnene til samling, hvordan de synes det havde været at lave fortælling på denne måde. Bønene udtrykte at det havde været sjovt og spændende, og vi blev enige om at man måtte få dukkerne med hjem.

M.v.h

Personalet i Røverhulen

En rigtig god dag

Det var midt i November måned, vejret var gråt og det regnede. Jeg skulle på arbejde, som pædagog medhjælper. Jeg passede nogle børn, imens deres forældre var i ”skole” som børnene kaldte det. Det var et kursus får forældre, der havde svært ved at tag varer på deres børn og give dem det omsorg de burde få. Børnene var i en aldre fra 1 år til 3 år. De fleste var mellem 1 og 2 år. Da jeg så mødte præcis kl 15.00 på arbejde denne kolde dag, gik der ikke langtid inden børnene kom, jeg kunne høre dem, allerede nede i gården, der var skrig og skrål, de var trætte.  Vi tog dem med ind på stuen hvor vi opholdte os og der gik ikke længe før vi sad på gulvet og legede med tog og biler.

Der var en dreng ”Thomas” som var den ældste han var 3 år, lige så sød og rar han var ligeså modbydelig kunne han være. Han  kaldte min kollega og jeg for mange grimme ting og slog de andre børn hvis han følte sig utryg.  Da ”Thomas” var ankommet, kom hans mor og fortalte hvor gal hun var på ham, og at han ikke ville høre efter. Man kunne bare se på ham at han var ked af det. ”Thomas” begyndte hurtig at lege med de andre børn, og var rigtig sød den dag.

Jeg spurgte ham om han ville med mig ud i køkkenet og varme det sous de skulle have til aftensmad, det ville han selvfølgelig gerne. Da vi kom ud i køkknet fik han lov til at trykke på mikrobølgeovnen så den startede. Han lyste fuldstændig op, han tog min hånd imens vi stod og ventede.

Der opstod så en konflikt da hans mor pludselig stod der,  hun så at vi hjalp hinanden og at han fik lov til at hjælpe til. Det gav hende ligesom en aha oplevelse. Så hendes humor og stemmeleje vendte jo bare 180 grader, hun gik fra at skælde ham ud til at han pludeselig var hendes lille skat. Da vi skulle tilbage på stuen, blev han rigtig ked af det, og ville ikke med mig, men under kurset måtte de ikke have kontakt, så jeg var nød til at bærer ham ind på stuen igen, han græd og han græd. ”Thomas” begyndte at fortælle hvor meget han savnede sin mor, og han stoppede først en halv time senere da han skulle med sin mor hjem.  Jeg fik det rigtig dårligt med det, for jeg skulle måske slet ikke have taget ham med der ud, så jeg var bange for pædagogernes reaktion, om der nu var ris eller ros. Men i stedet fik jeg et stykke chocolade og et klap på skuldren, for min gode indsats. For moren til drengen var kommet ind og havde været rigtig glad, for at se hvor lidt der skulle til for at stille hendes søn tilfreds. 

Af Mette Vinther  

En dag på besøg i børnehaven..

I en børnehave, er der ofte et hegn, som omringer legepladsen. Bagved hegnet kan børnene stå og holde øje med de folk og forældre som besøger stedet, hvilket der altid er nogle som benytter sig af. Jeg gik hen og tog fat i dørhåndtaget, som sad højt på den tunge metal-dør, så kun voksne kunne nå det. Det var is koldt. Et barn, en lille pige, stod på den anden side af hegnet og spurgte: ”hvem er du?” Et meget ofte stillet spørgsmål fra børn, når man træder ind på ”deres territorium.” pigens kinder var røde og læberne mindre sprækket, ligesom mine sikkert også var, for det var ret koldt og blæsten gjorde, at det føltes endnu koldere. Jeg svarede barnet, at jeg var her, fordi jeg skulle ind og snakke med en af de voksne. Hun kiggede nu helt accepterende på mig. Jeg var godkendt. jeg smilede til hende og åbnede den tunge hvide dør, hvorefter jeg gik ind. Da jeg kom indenfor, kom lederen som jeg havde en aftale med. Han så flink ud, og han mødte mig med et smil. Han brugte briller og havde en blå strikketrøje på samt sorte cowboybukser. Han viste mig lidt rundt mens jeg snakkede med ham om børnehaven og om hvem jeg var. Vi snakkede i ret lang tid, så børnene kom ind igen, mens jeg var der. Nogle af dem begyndte at tegne i en lille gruppe. en pædagog kom gående med farvede papirer og masser af farveblyanter. Et af børnene der skulle til at tegner, var den pige jeg havde snakket med udenfor. Da jeg kiggede på hende, kiggede hun også på mig. vi fik øjenkontakt, og hun smilede til mig hvorefter hun gik i gang med at tegne. Vi stod i fælles rummet, som var fyldt med farverige plancher, som lederen fortalte, at børnene havde været med til at lave. Hver stue havde lavet en fælles planche, som var en invitation til bedsteforældre-juleklip. Det var utrolig flotte, og man kunne ikke undgå at se dem. Mens jeg stod og snakkede, kom den lille pige hen til lederen og spurgte, om hun måtte give mig det papir, som hun havde i hånden. Lederen bøjede jeg ned og kiggede på tegningen mens han roste den. Han smilede til hende og sagde: ”giv du bare den til hende, hvis du har lyst.” Pigen havde det sødeste smil og de flotteste store blå øjne, da hun vendte sig om og gav mig hendes tegning. hun havde tegnet ”vores første møde”. Hun havde tegnet mig ved en dør og hende bag en masse streger, som selvfølgelig var hegnet.  Jeg var malet rød og med sort hoved og hår. Der var blå skyer og grønt græs samt en stor gul sol, som selvfølgelig smilte. Derudover var der noget hun sagde var en bil. Jeg fortalte hende hvor flot den var og hvor glad jeg var for den. Så sagde hun: ”jeg håber du kommer igen i morgen, så får du en tegning mere.” så vendte hun sig om, og løb hen til den gruppe som stadig sad og tegnede. Lederen smilte til mig og sagde: ”ja, du har da allerede fået dig én ven her.”  så fik vi snakket færdig hvorefter lederen fulgte mig ud, og han lovede at ringe tilbage med svar. Og at han var meget positivt indstillet. Så gik jeg ud til fortovet og begyndte at gå hjem, men jeg holdte min flotte tegning i hånden. 

Frederikkes Beretning

Skolen var startet for de nye aldersblandede klasser. Vi var alle delt op i forskellige "træer", og inde i mit "træ" var der en masse skønne unger. Sensommeren var så stille indtruffet, og duften af de ny høstede marker bredte sig ind over legepladsen. En dag på legepladsen opstår der en konflikt mellem en af drengene fra mit træ "Peter", og nogle af drengene fra Anden klasse. Peter kommer på kontoret, og hans underviser Lotte, bliver hentet og bliver underrettet om, hvorfor hendes elev nu sidder på kontoret. Peters underviser ytre sig overfor kontor personalet, at hvis det skulle ske en anden gang med Peter, er det bedre de retter henvendelse til Frederikke "mig", da hun er den eneste der kan tale peter ned, og som han har en god relation til. Da Lotte starter efter pausen kommer Peters hun hen til mig, og beder mig om at hente Peter på kontoret, og få hans side af historien. Jeg kommer over på kontoret, men er er ingen Peter, jeg spørger sekretæren om hun har set ham, men hun siger han måtte være gået mens hun har været på toilet. Jeg kigger ud over legenpladsen, men kan ikke se ham nogen steder. Går over mod vores fællesrum, og håber på han er gået derover. Han står ude foran sin klasse, og sparker til en basketbold op af muren. I stedet for at henvende mig til ham med en bebrejdende tone, og skælde ud (som han ofte bliver mødt) over at han spiller bold indenfor, beslutter jeg mig for bare at spørge ham, hvor han har fundet bolden henne, fordi jeg ikke havde set en basketbold herover før. Han fortæller gladeligt at han har fundet den oppe i
skabet henne i køkkenet. Jeg spørger ham om han ikke synes det var lidt mærkeligt, at bolden var herover, og om de ikke plejer at være udenfor? Peter synes også det er mærkeligt at den er herover, så vi beslutter os for at finde ud af hvor den skal være. Nu havde jeg skabt en god stemning imellem os, og det gjorde det nemmere for mig at spørge ind til hvad der var sket i frikvarteret. Jeg spørger Peter, hvorfor han havde været på kontoret. Han bliver hurtigt ophidset, og stiller sig i forsvarsposition, og siger at det ikke var ham der startede.
Inden jeg hentede Peter, havde vi i klassen fået en ny mappe med opgaver. Jeg fortæller Peter om den nye mappe, og spørger ham om han ikke vil med ind i klasse og kigge i den. Han vil ikke med ind i klassen, han vil bare være herude. Jeg spørger om vi skal gå ind og hente mappen, og sætte os herud og lave det sammen. Det vil han rigtig gerne, og vi henter hans mappe. Vi sidder og laver nogen af opgaverne, og jeg fortæller ham, at vi også skal lave logbog i dag, fordi det er fredag, og vi skal have et overblik og ugen der er gået. Det har han ikke lyst til, så vi laver en aftale om at vi laver 3 opgaver mere, og så laver vi logbog.
Peter bryder sig ikke om logbog, fordi han har meget svært ved at stave. Vi starter med at snakke om hvad vi har lavet i løbet af ugen, og begynder at stave de forskellige ord. Vi starter med vores navne, et bogstav af gangen, og lytter og frem. Da timen er ved at være slut, kommer Lotte ud. Hun spørger Peter ind til hvad der var sket på legepladsen, og han fortæller uden at hidse sig op. ( Måske fordi jeg har anerkendt ham i at det ikke var hans skyld. ) På trods af den dårlige oplevelse på legepladsen, satte han alligevel kryds i den gladeste smiley, i logbogens tilfredsheds barometer

Fortælling af:
Frederikke Tønnesen

Personlig beretning, andre navne er fiktive.

De mange kolde, blæsende efterårsdage

Jeg mindes, at ofte optrådte det kolde, blæsende og kedelige efterårsvejr. Jeg husker kun få sommerdage, nogle meget minderige sommerdage, med masser af leg, grin og skate på rampen. 

Vi er i en aften ungdomsklub, hvor danske børn er minoriteten. Ca. 90 procent af børn og unge der bruger dagligdagen i klubben, er af anden etnisk oprindelse end dansk – Bosnien, Afghanistan, Irak, Iran, Somalia og mange andre steder, primært krigsramte områder i verdenen. Oftest er de børn og unge flygtninge og ikke indvandre.
Stemningen i klubben er altid god, højt humør og masser af larm. Hyperaktiviteten præger hverdagen meget, da mange af de faste, ”gamle” unge er blevet 13-14 år nu, og hormoner raser.
I køkkenet, det blå rum, med et stort dejligt fælles spisebord, bliver der spillet Fjols, med stor ihærdighed af både unger og pædagoger.  Lydniveauet er højt, meget højt, ungerne sidder meget uroligt på deres stole, og nærmest står op til tider når terninger bliver revet væk fra bordet.
Alle griner, og driller hinanden når de ikke får fat i en terning – med en hård tone, som er den vanlige mellem de unge. Pædagogerne i spillet, forsøger at dæmpe ”drillerierne”, da holdningen i klubben er at der skal være en ordentlig tone, og ungerne falder ned, i en kort periode.
Som spillet fortsætter bliver lydniveauet højere og højere. De 3 dominerende piger skriger højt, griner og peger fingre af drengene. Drengene svarer igen, med højlydte råb og lidt ”dasken” til hinanden, når det laves en fejl, stemningen er god, men lidt stresset. Pædagogerne spiller med i spillet, og er selv lettere overgearet, og måske ikke så opmærksom.

En af de tre dominerende piger laver en kommentar ”S, du er simpelthen så ringe til det her spil, du er endda ringere end K(S’ lillebror)”. – S og hans lillebror, har altid haft et had/elsk forhold, et presset forhold, da S’ lillebror forstår at presse på de rigtige knapper, de provokerende knapper, for at få opmærksomhed, grundet socialt akavethed. – S reagerer voldsomt, ”LUK RØVEN” han kaster sig over bordet, og får fat i pigens trøje. Pædagogerne reagerer med det samme, og får fat i S, og trukket ham væk, op til komfuret hvor jeg står og laver mad – roligt tager jeg S under armen ”stille og roligt”. S kigger sig om og virker lidt overrasket over situationen, og falder lidt til ro, lige indtil pigen råber ”DU ER FANDME SINDSSYG DIN SKIDE PERKER”. S reagerer promde, skubber mig ind i komfuret, nærmest slår mig. Jeg reagerer på et splitsekund, og får fat i begge S’ skuldre og holder ham fast, mens han febrilsk forsøger at vriste sig fri for at få fat i den pige. S falder slet ikke til ro. Han bliver vist ud af klubben, og får en såkaldt karantæne, hvor han ikke må komme i klubben den næste uge. Da han er vist ud, står han og råber og skriger af frustration, mens blæsten fortærer halvdelen af hans skældsord, indtil han vælger at gå hjem.

Den efterfølgende dag møder S op i klubben for at sige undskyld til mig, i håbet om han kunne få ophævet karantænen, men jeg accepterer ikke hans undskyldning, da det er blevet en rutine. Jeg sætter mig med S og snakker om hvad han har gjort, og S ser meget forundret ud, og påstår han ikke kan huske hvad der skete, og jeg tror på ham. Jeg får S til at genfortælle episoden, og ligeså stille begynder han at erindre det, og han undskylder af hele sit hjerte, og kniber en enkelt tåre. Fra den dag har S og jeg haft et bånd, hvor han har henvendt sig til mig i alle forskellige slags situationer, og der har aldrig været en ”epsiode” med ham siden.

Senere har det vist sig, han, og mange unge fra klubben, har hjerneskader, måske grundet deres barndom i et krigshærget land. Lægerne mener deres amygdala slår til i selv små situationer de burde kunne håndtere.

Dog så jeg for nylig S sidde bag kassen i en butik, og han fortalte om sin nye skole og han kunne lide sit job, den oplevelse var lettende og fjernede en bekymring fra mit hjerte.

Denne situation var voldsom. I klubben var der tit ”episoder” sammenlignet med klubber i samme område, men i andre klubber var der maksimum 10 procent børn af anden etnisk herkomst.

Fortælling af Michele Misse Smed

Personlig beretning, navne er fiktive.

Fortællinger

Her vil vores personlige beretninger/fortællinger blive lagt ud torsdag d. 14-02-2013

Pædagogik og Samfund

Her vil optræde resumé af pædagogik og samfund, fra pædagogik undervisning, fra 1980-90'erne

Poul Schlüter danner regering i 1982, med Bertel Haarder som undervisningsminister. Haarder vil lede unge studerende over i teknisk-naturvidenskabelige uddannelser, da han mener det er ufornuftigt og sund for studerende at uddanne sig til arbejdsløshed, om ikke andet usundt for samfundsøkonomien. Hermed bliver pædagoguddannelsens optag reduceret med en tredjedel.
I 1989 bliver arbejdet omkring en ny reform sat i gang, staten spare 50 millioner i forbindelse med lønnet praktik – BUPL vælger at indgå i arbejdet med den nye reform.
Dette ender ud med en 3½år lang uddannelse, med mange muligheder, dog med lønnede praktikker, som man ikke bryder sig om.
De første studerende på den nye reform optages i 1992.

Loris Malaguzzi (1920-94)åbner efter 2. verdens krig børnehaver i nord Italien, hvor hun tager afstand til den katolske opdragelse. Reggio Emilia Pædagogikken, som hendes pædagogik er kendt som, lægger vægt på barnets perspektiv, den er også kendt som ”Den lyttende, den skabende og glædens pædagogik”.

Stig Brostrøm præsenterer ”Den strukturerede pædagogik”, hvilket omhandler bevidst voksen ledelse af børn, og førskole børn skal forberedes på skolen.

Disse to former for pædagogikker nævnes der mere om senere.

Af Michele Misse Smed


I 1984 får Kim Larsen sin debut på det hvide lærred, med filmen "Midt om natten" som han selv skrev manuskriptet til, og havde selv hovedrollen i Erik Ballings sidste film som instruktør, der blev en stor succes.
Fattigfirserne tager hårde og hårde på den danske befolkning, og antallet af skilsmisser topper i 1985 til ca 14.400 imod ca 9.500 skilsmisser i 1970. Nogen børn bliver så vrede på deres forældre, at de i protest gør lige modsat af hvad forældrende ønskede, og begrebet "Punker" bliver udbredt. De unge klæder sig i råt tøj, har rotter som kæledyr, meget mærkelige frisure med forskellige farver, og bruger grafitti som protest middel.
1984 er også SFO'ens gennembruds år. de børn som er optaget på en skole, får mulighed for pasning i en skolefritidsordning. Det første år blev 1223 børn passet i SFO, og siden er populariteten vokset, og i 1990'erne bliver 35.000 passet i SFO.
Struktureret pædagogik. målet om at danne og opdrage børnene til alsidige, og kritisk tænkende socialistiske personligheder, der er bliver lagt vægt på gruppen, frem for individet. Men i slutningen af 80'erne vægtes børnenes selvforvaltning og selvbestemmelse i højere grad end tidligere, med den pædagogiske tilgang Reggio Emilia. Reggio Emilia giver inspiration til en læringspræget pædagogik, der tager udgangspunkt i barnets perspektiv.
D. 9 November 1989 er dagen for Berlin Murens fald, og frygten for krig forsvinder.


Af Frederikke Tønnesen


1990 à arbejdstiden bliver sat ned fra 39 timer om ugen til 37 timer om ugen.

Pædagogiske personligheder i 90’erne:

Erik Sigsgård som var seminarielærer og fortaler for børns selvforvaltning. Han var imod at daginstitutionernes vigtigste formål var at forberede børnene til skolen. Sigsgård talte imod den øgede industrialisering af barndommen. Han talte FOR institutioner som tillod børnene at dyrke venskaber og som havde åbne døre. En god institution , var ifølge Sigsgård, et sted hvor pædagogerne ikke kontrollerede og skældte ud, men derimod tilbød sig som forbillede, ven, udfordrer og kritiker.

Jesper Juul som var familieterapeut og leder af ”The Kempler Institute of Scandinavia” fik sit gennembrud indenfor småbørns pædagogik i 90érne med sin bog ”Dit barn er kompetent.” hvori han forklare at barnets reaktioner altid er kompetente dvs. meningsfyldte og udtryksfulde. Det betød at i traditionel forstand, var opdragelse overflødig. Han fremlægger et nyt værdigrundlag for samværet  og sammenspillet i familien, som bygger på ligeværdighed og gensidighed mellem børn og voksne.

I 1990’erne kommer der et nyt populært ord, nemlig: Pasningsgaranti à Alle forældre skal nu have garanti for at deres børn kan blive passet. Dette betyder at der bliver en voldsom vækst i antallet af daginstitutioner  og selvfølgelig børn der skal passes. I 1990 var der 308.039 børn der skulle passes, hvor der i 1999 var 541.383 børn de skulle passes. Normeringerne kunne slet ikke følge med, så i 1999 manglede man omkring 8000 pædagoger og medhjælpere. (Hvis niveauet skulle svare til normeringerne i 1990)

I august 1998 åbner den første danske udliciterede daginstitution drevet af ISS  à i dag er interessen for disse institutioner ikke særlig aktuel.

Af: Vibeke Bossow

I 1996: loven om forebyggende sundhedsordning for børn og unge træder i kræft.

I 1996: vedtages loven om pædagogisk grunduddannelse.

I 1997: Aqua hitter med Barbie girl.

I 1998: 1 juli oprettes børnerådet efter at have fungeret som forsøg siden 1994.

I dette årti er der fart på familierne, forældre er mindre hjemme, så børnene bliver passet i vuggestuer, børnehaver og SFO’er. børnene render til mange forskellige fritids aktiviteter, fodbold, ridning osv.

Når familierne er i hjemmet opholder de sig i små båse, der er ikke den samme fællesskab mere.

Af Mette Vinther

Bloggen åben

Så er bloggen åbnen, og forfatterne er tilføjer. Det bliver spændende og se hvordan sådan noget blog fungere for 3 anti-nørder :)

-Misse