De mange kolde, blæsende efterårsdage

Jeg mindes, at ofte optrådte det kolde, blæsende og kedelige efterårsvejr. Jeg husker kun få sommerdage, nogle meget minderige sommerdage, med masser af leg, grin og skate på rampen. 

Vi er i en aften ungdomsklub, hvor danske børn er minoriteten. Ca. 90 procent af børn og unge der bruger dagligdagen i klubben, er af anden etnisk oprindelse end dansk – Bosnien, Afghanistan, Irak, Iran, Somalia og mange andre steder, primært krigsramte områder i verdenen. Oftest er de børn og unge flygtninge og ikke indvandre.
Stemningen i klubben er altid god, højt humør og masser af larm. Hyperaktiviteten præger hverdagen meget, da mange af de faste, ”gamle” unge er blevet 13-14 år nu, og hormoner raser.
I køkkenet, det blå rum, med et stort dejligt fælles spisebord, bliver der spillet Fjols, med stor ihærdighed af både unger og pædagoger.  Lydniveauet er højt, meget højt, ungerne sidder meget uroligt på deres stole, og nærmest står op til tider når terninger bliver revet væk fra bordet.
Alle griner, og driller hinanden når de ikke får fat i en terning – med en hård tone, som er den vanlige mellem de unge. Pædagogerne i spillet, forsøger at dæmpe ”drillerierne”, da holdningen i klubben er at der skal være en ordentlig tone, og ungerne falder ned, i en kort periode.
Som spillet fortsætter bliver lydniveauet højere og højere. De 3 dominerende piger skriger højt, griner og peger fingre af drengene. Drengene svarer igen, med højlydte råb og lidt ”dasken” til hinanden, når det laves en fejl, stemningen er god, men lidt stresset. Pædagogerne spiller med i spillet, og er selv lettere overgearet, og måske ikke så opmærksom.

En af de tre dominerende piger laver en kommentar ”S, du er simpelthen så ringe til det her spil, du er endda ringere end K(S’ lillebror)”. – S og hans lillebror, har altid haft et had/elsk forhold, et presset forhold, da S’ lillebror forstår at presse på de rigtige knapper, de provokerende knapper, for at få opmærksomhed, grundet socialt akavethed. – S reagerer voldsomt, ”LUK RØVEN” han kaster sig over bordet, og får fat i pigens trøje. Pædagogerne reagerer med det samme, og får fat i S, og trukket ham væk, op til komfuret hvor jeg står og laver mad – roligt tager jeg S under armen ”stille og roligt”. S kigger sig om og virker lidt overrasket over situationen, og falder lidt til ro, lige indtil pigen råber ”DU ER FANDME SINDSSYG DIN SKIDE PERKER”. S reagerer promde, skubber mig ind i komfuret, nærmest slår mig. Jeg reagerer på et splitsekund, og får fat i begge S’ skuldre og holder ham fast, mens han febrilsk forsøger at vriste sig fri for at få fat i den pige. S falder slet ikke til ro. Han bliver vist ud af klubben, og får en såkaldt karantæne, hvor han ikke må komme i klubben den næste uge. Da han er vist ud, står han og råber og skriger af frustration, mens blæsten fortærer halvdelen af hans skældsord, indtil han vælger at gå hjem.

Den efterfølgende dag møder S op i klubben for at sige undskyld til mig, i håbet om han kunne få ophævet karantænen, men jeg accepterer ikke hans undskyldning, da det er blevet en rutine. Jeg sætter mig med S og snakker om hvad han har gjort, og S ser meget forundret ud, og påstår han ikke kan huske hvad der skete, og jeg tror på ham. Jeg får S til at genfortælle episoden, og ligeså stille begynder han at erindre det, og han undskylder af hele sit hjerte, og kniber en enkelt tåre. Fra den dag har S og jeg haft et bånd, hvor han har henvendt sig til mig i alle forskellige slags situationer, og der har aldrig været en ”epsiode” med ham siden.

Senere har det vist sig, han, og mange unge fra klubben, har hjerneskader, måske grundet deres barndom i et krigshærget land. Lægerne mener deres amygdala slår til i selv små situationer de burde kunne håndtere.

Dog så jeg for nylig S sidde bag kassen i en butik, og han fortalte om sin nye skole og han kunne lide sit job, den oplevelse var lettende og fjernede en bekymring fra mit hjerte.

Denne situation var voldsom. I klubben var der tit ”episoder” sammenlignet med klubber i samme område, men i andre klubber var der maksimum 10 procent børn af anden etnisk herkomst.

Fortælling af Michele Misse Smed

Personlig beretning, navne er fiktive.